En begyndelse

Jeg hørte første gang om Hospice Djursland, da vi for mange år siden blev inviteret til at spille til deres mindegudstjenste i Bregnet Kirke i Rønde. Det er en årlig gudstjeneste, som Hospice Djursland holder til minde om dem der har forladt os.

Som afslutning på gudstjenesten spillede vi en række udvalgte sange og derefter blev navnene på dem, der var savnet og elsket, læst højt, én efter én, af de sygeplejerskere, der havde været der for patienterne. Vi spillede til denne mindegudstjeneste flere gange, og hver gang jeg gik derfra, føltes det som om, jeg lige havde været en del af noget stort og meningsfuldt noget der også gav mig mulighed for at dele ud af de naturlige evner, jeg nu engang er blevet begavet med, både som menneske og sangerinde. En sang var ikke længere bare en sang. Musikken havde nu et større formål.

For godt fem år siden kontaktede vi hospiceleder Dorit Simonsen på Hospice Djursland, og sammen besluttede vi at udvide den mindehøjtidelighed til et større musikalsk projekt, en række sange, der kunne give plads til sorgen, nogle sange til alle dem, der har haft den unikke oplevelse på Hospice. Dorit foreslog, at jeg kom på besøg på Hospice Djursland og sammen mødte vi en udvalgt gruppe af familier, der var villige til at tale om deres kære og deres oplevelse under opholdet på Hospice Djursland. Vi sad sammen, jeg og alle de mennesker, hvis stemmer går igen i nogle af sangene, og lyttede til hinandens historier. Vi optog samtalerne, og siden da har jeg lyttede til dem igen og igen, som optakt til sangskrivningen.

Jeg gik ind til projektet med et ønske om at skabe noget, som jeg vidste, at jeg kunne have haft brug for da jeg mistede min mor. Hun døde af en aggressiv tyktarmskræft, lykkeligvis var min søster og jeg var så heldige at få en kort stund sammen med vores mor på et hospice i min hjemby New York City. Min mor var enlig mor, og selvom jeg har halvsøskende, blev jeg opdraget alene af hende. Hun var min verden, og da hun døde, var det frugten af min dybeste frygt der blev til virkelighed, en frygt jeg havde haft siden det øjeblik, jeg indså, at døden var en mulighed.

Jeg sammenligner ofte min egen rejse med sorgen som at være midt ude i havet. Jeg kigger til hver side, og jeg ser det klart for mig, jeg mærker min krop nedsænket i det. Til tider føles det naturligt. Som om jeg kom fra dette vand, og min krop er dette vand, og dette vand er alt, hvad jeg nogensinde burde vide. Der kan komme en bølge, eller en storm, som ud af ingenting, og jeg finder mig selv revet med af disse, en voldsom følelse, den stærkeste følelse jeg nogensinde har mærket. Stærkere end kærligheden. Sorgen er stærkere end kærligheden, fordi det er alt min kærlighed til hende, det er alt savnet til hende, det er alt det håb jeg havde om, at vi kunne nå at dele endnu mere kærlighed sammen. Det er utroligt dybt og omfattende og selv efter alle disse år, en konstant tilbagevendende følelse der minder mig om at Intet nogensinde bliver det samme igen.

Da jeg have mødtes med de pårørende, hvis stemmer I vil høre i musikken, var det første gang, jeg nogensinde havde brugt så mange timer på at tale med andre mennesker, der sørgede ligesom mig. Mennesker, der også var dybt ude var på havet. Det var den smukkeste støttegruppe, jeg nogensinde kunne have ønske mig. Det var unikt at høre historierne fra de pårørende, som lige var begyndt på deres rejse. Jeg var jo nået lidt længere ned af vejen på min rejse, efter næsten et årti som moderløst barn. Hver af sangene på dette album er inspireret af vores samtaler, og disse sange er skrevet helt specifikt til dem, hvis historier er fortalt på dette album, men de er også for dig og for mig. Disse sange er for alle, der har brug for dem.

I 2019, i begyndelsen af projektet, stødte jeg på et værk af Helen Tate, en svensk multimediekunstner. Jeg så hendes videoinstallation, 'Hvor går vi herfra', og jeg mærkede med det samme, at det gengav en følelse som jeg havde båret med mig i dette projekt. Forbindelsen til vand som formidler af liv, tilstedeværelsen af vand omkring Hospice Djursland, og døren – derude som vi alle skal gå igennem. Hvor går vi hen herfra? Ikke blot når vores kødelige legeme ikke længere er her. Hvor går vi hen herfra som en sørgende pårørende? Vi står på kanten af noget nyt, noget ukendt.

Blandt de mange refleksioner og små tekster jeg nedskrev om tabet af min mor i månederne efter hendes død, fandt jeg følgende passage, måske var det derfor, Helen Tates dør kaldte på mig.

"Jeg forestillede mig, at der var en dør et sted, som hun gik igennem. Da de flyttede hende til hospice-fløjen på hospitalet, fortalte hun mig, at der var for travlt. Der var for meget aktivitet. Jeg spurgte hende, hvad hun mente og hun sagde “Der er så mange ånder som går ind og ud af værelserne og op og ned af gangene. De kommer for at se til deres familiemedlemmer". Jeg ville ønske, at hun kunne have sovet bedre, haft mere ro i den sidste tid. Men det beroligede mig, for dørene var der jo et sted, de døre som også hun skulle gå igennem, de døre som også er her når hun kommer og henter mig, når min dag kommer. For min dag kommer også, den kommer for os alle."